Termohærdende polymer er en slags højmolekylært polymermateriale. De molekylære kæder er kemisk tværbundet sammen for at danne en stiv tredimensionel netværksstruktur. Denne tværbundne struktur kan ikke behandles og dannes gentagne gange under polymerisationsprocessen. Det har fremragende omfattende egenskaber: herunder høj styrke, god varmebestandighed, fremragende elektriske egenskaber, korrosionsbestandighed, ældningsbestandighed, god dimensionsstabilitet osv. Almindeligt anvendte termohærdende harpikser omfatter epoxyharpiks, polyesterharpiks, vinylester, bismaleimid, termohærdende polyimid, cyanat ester osv. Det er meget udbredt inden for alle højteknologiske områder og forskellige industrisektorer, herunder elektronik/elektrisk, energi, kemikalier, maskiner, bil- og jernbanetransport, byggeri og andre områder.
Den molekylære struktur af termohærdende harpiks er kropsformet, hvilket omfatter de fleste kondensationsharpikser. Fordelene ved termohærdende harpikser er høj varmebestandighed og ikke let at deformere under tryk. Dens ulempe er dårlige mekaniske egenskaber. Termohærdende harpikser omfatter phenol-, epoxy-, amino-, umættede polyester- og silikoneetherharpikser.
Henviser til en stor klasse af syntetiske harpikser, der gennemgår kemiske reaktioner under opvarmning, tryk eller under påvirkning af hærder og ultraviolet lys, og tværbinder og størkner til uopløselige og usmeltelige stoffer. Denne type harpiks er generelt en fast eller viskøs væske med lav molekylvægt før hærdning; det kan blødgøres eller flyde under støbeprocessen, har plasticitet, kan laves i en bestemt form og gennemgår samtidig kemiske reaktioner og tværbinder og størkner; nogle gange frigives nogle biprodukter, såsom vand. Denne reaktion er irreversibel. Når først hærdet, er det umuligt at blødgøre eller flyde igen under tryk og opvarmning; hvis temperaturen er for høj, vil den nedbrydes eller carbonisere. Dette er den grundlæggende forskel fra termoplastiske harpikser.






